væraltidrede.dk

hvem står bag denne hjemmeside?

Jeg hedder Ole Michaelsen, og bor i Vejle. Jeg har ikke fundet nogen kirke jeg kan tilslutte mig.
En sådan udtalelse kræver en forklaring, og den forklaring finder du nederst i afsnittet her (Nå - OK. der er et par stykker jeg tøvende tør anbefale, men de ligger meget langt fra Vejle), af den grund har jeg på eget initiativ lavet nærværende hjemmeside i erkendelse af at Jesus og det nye testamentes forfattere så ret, da de sagde at der ville komme et kolossalt frafald i tiden kort før Jesu genkomst. Jeg kender altså ikke nogen kirke jeg trygt kan henvise mennesker til, hvis de spørger mig om hvor man kan opleve et godt sundt kristent fællesskab, men jeg kan jo så henvise dem til denne her hjemmeside, eller www.moriel.dk hvis de ønsker at få lidt indsigt i Bibelens budskab.

Ud over det førnævnte er jeg motiveret af Apostlen Peters opfordring i 1. Peter 3,15: men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har (understregningen er min egen).

Ønsker du at stille mig spørgsmål kan du kontakte mig ved at klikke på denne e-mail adresse: ovming@moriel.dk

Her kommer så den lovede forklaring:
I Bibelens sidste kapitel (Åbenbaringsbogen kapitel 22) kan vi læse således i vers 18 og 19: Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.

Og i Mattæus kapitel 15 siger Jesus i vers 8 og 9: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskelære.«

Når jeg ikke kommer i en kirke, er det fordi jeg har søgt og søgt, men har opgivet at finde en kirke eller et fællesskab, hvor man ikke blander menneskelære ind i undervisningen/forkyndelsen. Man lægger altså til og trækker fra det Bibelen lærer. At det er tilfældet bør egentlig ikke overraske, for Bibelen selv fortæller os at sådan vil det blive i tiden op til Jesu genkomst, men kirker og fællesskaber der handler sådan, tillader min samvittighed mig ikke at være en aktiv del af.